Kategorier
hovedretter lette & forretter

Fiskefileter, sådan får du børn og skeptikere til at spise fisk?

Hjemmelavet fiskefilet, tykke skrubber!

Friskfangede naturligvis 😁

Paneret fiskefilet er nok en af de bedste måder at få fisk på. Det smager godt, er sprødt, saftigt og helt uden ben. Især den benfri del gør dem børnevenlige.

Det at fange fladfisk er fantastisk at have børn med til 🙂 En hyggelig fisketur, der rundes af i køkkenet med velsmagende fiskefilet, er en skøn introduktion til lystfiskeriets glæde.

Opskrift fiskefilet:

  • Friskfangede fladfisk
  • Rasp, den rigtige lavet af bagt og raspet brød.
  • Salt & Sort Peber
  • Æg
  • Smør

Fileter af friskfangede fladfisk, du selv har fanget, er bare bedst! 🙂

Du kan også bruge fileter, du frøs ned, sidst der var bid – så ligger de mere stille på panden.

Fiskefileter kan også købes i supermarkeder – helst uden panering. Ikke et ondt ord om friskhed der, men hvis du selv lige har trukket fisken op af vandet, så er den frisk!

Klargøring.

Fiskefileterne drysses let med salt, sættes på køl 10 minutter. Tag dem udaf køl, og duppes tørre med køkkenrulle.

Fileterne vendes i sammenpisket æg. Det bedste, og nemmeste, er at gøre det i en frysepose, vend grundigt og lad dem stå 5 minutter.

Derefter vendes fileterne i rasp krydret grundigt med salt & peber. Jeg kan varmt anbefale hjemmelavet rasp hvor brødet er bagt med nok salt og peber.

Kunsten at bruge en hånd til fisken med æg, og den anden hånd til rasp, er tricket til at undgå ‘klump-fingre’? 😉

Lad dem ligge lidt og ”trække” før du steger, så hænger paneringen bedre fast.

Steg dem i smør til de har den rette kulør. Typisk 3-4 minutter på hver side. Temperatur medium+ styrke.

fiskefilet
fiskefilet, rigelig smør

Tips, variationer og servering.

  • Serveret med kartofler og persillesovs er en klassiker. Sovsen laves som en helt almindelig opbagt sovs. Smør, mel, mælk, salt, peber, lidt muskatnød og godt med friskhakket persille.
  • Fish n Chips style er nemt og lækkert. Godt hvis fiskene er lidt ‘små’ eller fileterne er gået i stykker under filetering 😉
  • Jeg har stegt fiskefilet i halvt andefedt, halvt smør, det smagte godt. Det havde den positive sideeffekt, at fedtstoffet ikke brankede så hurtigt.
  • Dagen efter kolde eller varme, er fiskefilet skønne på rugbrød med remoulade, citron og eller rejer.
  • Jeg fanger mest skrubber fra kysten i Århus, men de fleste fladfisk (og andre fisk) smager skønt paneret og stegt i smør 🙂

Nam