Kanelsnegle
Måske de bedste kanelsnegle i verden? Ihvertfald inspireret af Bedstes…
Hjemmelavede kanelsnegle, lavet med “bolledej” er fantastiske. Jeg foretrækker helt klart den type frem for kanelsnegle lavet med wienerbrødsdej.
Du kan også spise flere, ja det kan blive et helt måltid :-) Modsat når de er lavet med wienerbrødsdej, så synes jeg det har sine begrænsninger, men det er måske bare mig?
NYBAGTE, duften af friske, søde og varme kanelsnegle UHM…
Bolledej:
- ca. 500 god hvedemel
- 2 tsk. salt (ca. 8 gram)
- 4 spsk. sukker
- 2,5 dl. Piskefløde
- 2dl. sødmælk
- 25 gram gær
- 1 tsk. kardemomme
Remonce:
- 100 gram smør
- 2 dl. Brun farin
- 4 spsk. stødt kanel
- 1 æg til pensling
Glasur:
- Flormelis
- Vand
- Kakao Pulver
Hvedemel, salt, sukker, kardemomme, mælk, fløde og gær hældes i røreskålen. Dejen æltes på maskine 10-15 minutter. Juster eventuelt med lidt mel/mælk i de sidste minutter, så dejen bliver skøn blød og kun lige slipper skålen.
Dejen skal hæve, på et lunt sted, ca. 1 time. Eller på køl til dagen efter.
Dejen rulles fladt ud ca. 5-10 millimeter tyk.
Remonce fordeles jævnt.
Dejen rulles fra den ene side sammen, til en lang “pølse”.
Enderne skæres af, for at få mere ensartede snegle. Enderne kan blive til et par kanelboller. Resten skæres i 12 lige store skiver.
Tage en skive af gangen, fold den yderste ende let ind under sneglen og fordel dem på to bageplader. Tænd ovnen på 175 grader.
Sneglene skal hæve ca. 1/2 – 1 time. Til ca. dobbelt størrelse.
Pensles med æg.
Bages ca. 15-20 minutter ved 175 grader.
Når de er færdigbagte, og kølet lidt af, røres glasuren og hældes på. Kan udelades. Velbekomme.