Kategorier
familiens opskrifter Snaps

Hyben Snaps 2023

En nem hyben snaps. Du skal bruge hyben, snaps og tålmodighed. Velbekomme.

Dette år bliver det hyben snaps, der skal ‘fremtrylles’ til vores årlige “snaps-frokost” med venner.

Det er med tiden blevet en hyggelig tradition. Vi mødes, barndoms vennerne Michael og Niklas, samt familie. Alle medbringer en hjemmebrygget snaps, lavet til lejligheden. Der har været mange spændende varianter over kryddersnaps.

Ved næste “snaps-frokost” vil vi prøve at lave en liste over alle dem som vi har smagt.

Der må gerne følge en historie med snapsen, hvor inspirationen kom fra, ingredienser samlet på en særlig tur eller omkring gode følelser.

Rosehip & Kærestetid

Følelser er nok det der bliver fundamentet i årets Hyben Snaps. Camilla og jeg startede en tradition med ugentlige badeture ved Bellevue Strand, da vores ældste datter tog på efterskole. Det var et dyp hver weekend, året rundt, sommer og vinter, som vi to ‘gamle’ ægtefæller havde sammen. Det var kæreste tid og parterapi, et sted vi begge elsker. Det er her hyben til årets snaps er plukket.

Bellevue er “vores” strand, hvor vi har fundet glæde gennem mange år. Fundet glæde i ro, bader, bygger sandslotte, finder sjove sten, nyder udsigten, fisker, løber, leger, soler og liv…

Snart starter vinterbade sæsonen igen. Vi var på stranden, for at bade og nyde solen ved vandet. En skønt kaffe og croissant morgen stemning- vandet var lækker, solen skinnede og hybene var modne. Dette smukke røde bær, med udsigt over strand og vand.

Hyben klar til fryser ‘tricks’

Hyben Snaps måtte det være!

Det skal du bruge:

  • Friskplukkede hyben
  • Klar Brøndum snaps eller Vodka
  • 1 stang vanilje
  • 1 Citron, skåret i skiver (1 uge)

Pluk cirka dobbelt så mange som der kan være i dit patentglas, hvor snapsen skal trække.

Kløpulver og handsker!

Skær dem i halve, fjern stilk og blomst. Put dem i en pose, læg dem i fryseren en dag eller to. Når de er frosne er det nemmere at fjerne kernerne, ved at ryste og banke posen. Resten fjernes med en teske. Skyl de rensede hyben, put dem i patent glasset og dæk med snaps eller vodka.

Vent et par måneder… smag gerne undervejs og vurdere om de skal trække længere. Når du føler snapsen skal filtreres i næste uge, så tilsæt en økologisk citron i skiver.

“Hyben Snapsen” kan fortyndes, med snaps/vodka, efter smag

“Rosehip Dreams”

Velbekomme

Bonus: hyben skallerne kan efter snapsen er siet fra bruges til marmelade.

Tag en gryde, og hæld følgende i:

  • 500 gram hyben
  • 1 dl. vand
  • 500 gram æbler i tern
  • 1 stang vanilje
  • 330 gram sukker

Kog under låg i 30 minutter.

Kog uden låg i 10 minutter, til passende konsistens.

Blend marmeladen. Du kan smage marmeladen til med citronsaft, men der var jo citron i kryddersnapsen, så vær forsigtig.

Giv eventuelt den blendede marmelade et opkog, inden du hælder den i et skoldet patentglas.

Hyben snaps marmelade